Princip for digital dannelse på Skolen på La Cours Vej
Skolen har en afgørende rolle for at uddanne og danne vores børn – også i et mere digitalt samfund. Skolen skal lære eleverne de kompetencer, færdigheder og tilgange som de skal bruge for at begå sig i samfundet i dag og i fremtiden.
Skolens primære fokus er at udvikle eleverne til at blive kritiske mediebrugere, der tager oplyste valg om deres digitale handlinger og færden.
Digitale medier er både en del af elevernes hverdag i skolen og efter skoletid. Derfor er det et fælles ansvar for forældre og skole, at børne bliver klædt på til at forstå og navigere i en digital verden, som er i konstant udvikling, og hvor de voksne også kan være på udebane. Det kræver en fælles forståelse af, hvordan skolen forholder sig til brugen af skærme i undervisning og i pauserne.
Derfor har Skolen på La Cours Vej et princip for digital dannelse.
Digital dannelse
Digital dannelse er at kunne forstå medierne og deres indflydelse på samfundet samt at kunne håndtere software og hardware og at kunne navigere i digitale medier. Ligeledes dækker begrebet digital dannelse over at kunne kommunikere gennem medierne ved at finde og dele information digitalt, skabe indhold og deltage i sociale digitale processer samt kunne reflektere over eget brug af medier og opnå mål gennem medierne.
Kilde: ”Digital dialog i skolen”, udgivet for Red Barnet, CfDP og Medierådet for børn og unge
Formål
Formålet med at have et princip for digital dannelse er, at skabe nogle fælles værdier og rammer for, hvordan vi på skolen arbejder med digitale medier. Princippet er udviklet af og henvender sig til: ledelse, lærere, pædagoger, elever og forældre. Princippet består af følgende værdisæt og fokusområder:
Værdisæt
Vi har en holdning til hvornår, hvor meget og hvordan vi bruger digitale medier i skolen, SFO og Klub– både i undervisning og blandt eleverne
Vi accepterer at digitale medier og skærme er en del af børn og unges verden, men vi skal lære at omgås disse med måde
Vi er kritiske medieforbrugere, dvs. vi forholder os kritisk til indhold og er opmærksomme på farer og faldgruber online
Vi holder den gode tone i vores digitale kommunikation
Vi overholder loven ift. persondata og privatliv i vores digitale liv
Vi vil give eleverne pauser fra skærme og digitale medier i dagligdagen og bruge tid på at dyrke de fællesskaber, som ikke har en skærm som omdrejningspunkt
Fokusområder
Hardware – nøglen til at låse op for tid og sted i skolen
Herunder bl.a. hvordan vi laver fælles regler og forståelser på tværs at skole, elever og forældre
Software – hele verden et klik væk
Herunder bl.a. computerspil, sociale medier, streaming mv. og forskellige udfordringer for drenge og piger
Tonen – Forskel på digital og fysisk virkelighed
Herunder bl.a. hvordan vi lærer børn og unge at bevare den gode tone på digitale medier og hvordan kommunikation på afstand udfordrer empati og grænser
Viden – en forudsætning for den kritisk mediebruger
Herunder bl.a. farer og faldgruber på sociale medier og computerspil og hvordan elever bliver klædt på til at tage kritisk stilling
Krop og kultur – digitale medier udfordrer vores rytmer og skaber nye vaner
Herunder hvad skærmtid gør ved vores hjerne og kroppe, sund skærmtid og hvordan digitale medier påvirker elevernes eget syn på kroppen.
Handleplan
Skolen forpligter sig på at handle, når/hvis vi oplever, at uhensigtsmæssig brug af sociale medier påvirker elevernes trivsel og deltagelsesmuligheder i skolen. Handlemulighederne afhænger af den konkrete situation.
Nedenstående politik skal understøtte et sundt, digitalt miljø i børnenes hverdagsliv på skolen.
1. Mobiltelefoner - Skoledagen på Skolen på La Cours Vej er i udgangspunktet mobilfri med følgende regler:
Indskoling: Mobiler afleveres om morgenen i særlige mobilkasser og låses inde. De udleveres igen, når den enkelte elev går hjem efter endt skoledag/dag i SFO’en. SFO’en er derfor ligeledes mobilfri.
Mellemtrin: Mobiler afleveres om morgenen i en særlig mobilkasse og låses inde. De udleveres igen, når skoledagen er slut og skolen forlades.
Udskoling: Mobiler afleveres om morgenen i en særlig mobilkasse. De udleveres igen, når skoledagen er slut og skolen forlades. Frikvarterne er således også mobilfrie. Mobiler kan udleveres til brug i undervisningen, hvis det vurderes hensigtsmæssigt. Brug af mobiler i undervisningen beror alene på de professionelles vurdering.
2. Computere og skærme – et bevidst pædagogisk valg
Brug af skærm er i mange situationer en nødvendighed i den daglige undervisning. Frederiksberg Kommune og dermed også Skolen på La Cours Vej har i mange år satset mange ressourcer på digitale undervisningsportaler og læringsplatforme, og meget undervisning er derfor centreret om og afhængig af adgangen til en computer og en skærm. Computere og skærme er derfor en nødvendig og integreret del af en varieret skoledag. Det pædagogiske personale på skolen er bevidste om dette.
Brugen af skærm i undervisningen og i SFO-tiden skal understøtte og øge kvaliteten af det pædagogiske arbejde. Drøftelser om dette og om, hvordan og hvornår eleverne er aktiveret af en skærm, drøftes jævnligt på møder i årgangsteamet og på personalemøder.
3. Forældrene
Forældre bedes om ikke at kommunikere med deres børn via sociale medier eller mobiltelefoner og smartwatches i skole- og SFO-tiden. Særligt vigtige beskeder kan gives via kontakt til skolens hovednummer 38210690.
SSP i Frederiksberg Kommune deltager på alle forældremøder på 4. og 6. årgang for at drøfte sociale medier. Forældre informeres om regler og tendenser, og de opfordres til at deltage i deres børns digitale liv og være med til at lave særlige aftaler for deres børn ift. brugen af og færden på de sociale medier.
Fokus og bevidstheden skal holdes i kog, hvilket er en forældreopgave. Elevernes digitale færden skal være et fast punkt på alle forældremøder fra 0. – 9. klasse. Fokus for drøftelserne i de enkelte klasser aftales mellem kontaktforældrene og klasselærerne. Det er vigtigt at gøre opmærksom på vigtigheden af, at forældre følger med og tager ansvar.
4. Teknologisk forståelse og dannelse
Teknologisk forståelse er en del af den digitale dannelse og er vigtig, da det er en måde at adressere de kompetencer, der skal til for, at vi som mennesker kritisk, konstruktivt og kreativt kan deltage i et digitaliseret samfund og i de sammenhænge vi indgår i. Teknologforståelse er et fag i den danske folkeskole og skal derfor indgå i undervisningen af eleverne på skolen. Forståelsen for teknikken bag skal imidlertid gå hånd i hånd med forståelsen af et leve et liv i et digitaliseret samfund og hvilken indvirkning færden på de sociale medier har på et menneskes trivsel og udvikling. På alle årgange vil der derfor hvert år undervises i forløb, hvor netop dette er omdrejningspunkt.
Vedtaget d. 23/4 2024