Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Trafikpolitik for Skolen på la Cours Vej

Trafikpolitik for Skolen på la Cours Vej

 

Trafikambition - På vejen

Mindre morgenmylder
Skolens holdning er, at børn lærer at færdes i trafikken ved at cykle eller gå til og fra skole. Det giver bedre trafikanter, mindre trafikkaos og mere tryghed for alle.

Forældre opfordres til gentagne gange at gå eller cykle skolevejen sammen med de yngste børn, så de bliver opmærksomme på risikoen ved at færdes i trafikken og bliver gode til at tackle den. Træning kan med fordel gøres i sommerferien op til skolestart, hvor trafikken i skoleområdet er mindre.

De børn, der bliver kørt til skole skal sættes af senest 10 minutter før det ringer ind, for at undgå for meget morgenmylder. Derudover opfordres kraftigt til, at børnene sættes af i en passende afstand fra skolen og går det sidste stykke hen til skolebygningerne og deres klasseværelse – efterhånden mere og mere på egen hånd.

På forældremøde i 0. og 1. klasse informeres om ovenstående holdninger af klasselæreren ved henvisning til skolens trafikpolitik. Ligeledes følges op herpå løbende til
forældremøder på de ældre klassetrin.
 

Indkørsel forbudt

Der er indkørsel forbudt fra rundkørslen på Nyelandsvej og ind på Emil Chr. Hansens Vej i tidsrummet 7.30 - 8.30. Derudover er der også indkørsel forbudt fra Tesdorpfsvej og ind på Stockflethsvej i tidsrummet 7.30 - 8.15. 

Lavere hastighed på skolevejene
Skolen på la Cours Vej appellerer til forældre og skolens personale om, at overholde fartgrænsen og den almindelige skiltning. Der er på La Cours Vej en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, men der anbefales en hastighed på 30 km/t. 

Parkering
Skolen forventer, at forældre parkerer lovligt, hvis de kører deres barn i skole. Husk at de børn, der bliver kørt i skole, skal sættes af 10 min. før det ringer ind. Det er ikke tilladt at standse ud for skolen på Emil Chr. Hansens Vej i retning mod Dalgas Have. Cykler parkeres i områderne ved rundkørslen på Nyelandsvej, i cykelstativerne på Emil Chr. Hansens Vej eller i skolegården mod La Cours Vej. Cykelstativerne skal fortrinsvis bruges til elevernes cykler.

Skolepatrulje om morgenen
Fra første skoledag står der skolepatruljer ved rundkørslen på Nyelandsvej samt ved fodgængerovergangen på La Cours Vej. De møder fra 7.50 til 8.10.

Færdselskontaktlæreren(e) eller en anden fra personalegruppen vil være til stede hver morgen. Elever, forældre og personale skal bakke op om skolepatruljen og respektere deres anvisninger.

Cykelhjelme og cykelture med klassen
Skolen opfordrer alle lærere, pædagoger, elever og forældre til at bruge cykelhjelm i fritiden.

Cykelture med klassen må først ske efter cyklistprøven i 6. klasse er gennemført - andet skal aftales med ledelsen. Både lærere og elever skal køre med cykelhjelm.
Eleverne bør instrueres i, hvordan man kører som en stor gruppe inden afgang. Kør én og én, hold bestemt rækkefølge, hold afstand og giv tegn.

Cyklerne skal være lovlige, og det er forældrenes ansvar at tjekke op på dette løbende.

Fra 7. klasse kan det aftales med eleverne, at de selv cykler turen og mødes et aftalt sted til et aftalt tidspunkt.